Nyt projekt: Digitalisering af serviceydelser skal gøre SMV’er mere bæredygtige
Små og mellemstore fremstillingsvirksomheder vil om 5-10 år ikke længere kunne leve af rent produktsalg.
Derfor sætter Industriens Fond nu 19 mio. kroner bag et nyt projekt der skal hjælpe virksomheder med at skifte fokus og arbejde mere med servitization og innovative servicekoncepter.
Tiden, hvor danske fremstillingsvirksomheder kunne leve godt af udelukkende at sælge produkter, er under hastig forandring. Det øgede fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi betyder nemlig, at både kunder og myndigheder kommer til at stille nye, altafgørende krav til de ydelser og produkter, som fremstillingsvirksomhederne leverer.
"Det bliver et helt afgørende konkurrenceparameter for virksomhederne, at de i fremtiden kan maksimere ydeevnen og genanvendelsesgraden på deres produkter. Ved at sælge services i stedet for isolerede produkter kan virksomheden bevare kontrollen over produkterne og for eksempel optimere produkternes ydeevne. En servicebaseret tilgang er også smart når virksomheden skal genanvende og opgradere produkterne. Med vores nye bevilling kommer endnu flere SMV'er i gang med at koble digitalisering og bæredygtighed, godt hjulpet af den erfaring med servitization og forretningsforståelse, som bl.a. er skabt i vores tidligere indsatser på det her område", siger Charlotte Kjeldsen Krarup, udviklingsdirektør i Industriens Fond.
Projektet er udviklet i samarbejde med FORCE Technology, Teknologisk Institut, Alexandra Instituttet, Aarhus Universitet og Maskinmestrenes Forening og kaldes Fremtidens Bæredygtige Servicekoncepter.
Det nye tiltag skal hjælpe danske fremstillingsvirksomheder med at leve op til markedets krav om øget bæredygtighed. Det skal gøres ved, at virksomhederne i højere grad designer produkter med lang holdbarhed og desuden udvikler bedre services, der yderligere kan forlænge produkters levetid gennem øget pleje og vedligehold. Derudover skal virksomhederne oftere tilbyde take-back-løsninger, hvor produkter tages tilbage, når de er forældede eller er gået i stykker, med henblik på at de forbedres, repareres eller opgraderes, så de efterfølgende kan sendes ud på markedet igen. Og det er hele dén omstilling, som Fremtidens Bæredygtige Servicekoncepter skal understøtte.
Fra ensidigt produktfokus til stærke servicekoncepter
Fremstillingsvirksomhederne i Danmark oplever i disse år et øget pres for at genopfinde sig selv i en balance mellem bæredygtighed, teknologiudvikling og servitization. Men disciplinen med at omstille sig fra primært at være produktleverandør til i højere grad at sælge grønne serviceydelser, er kompleks.
Derfor er det vigtigt at skubbe på udviklingen, og det er i det lys, at Industriens Fond nu bevilliger 19 mio. kroner, der skal bruges til at hjælpe små og mellemstore fremstillingsvirksomheder med transformationen, så de kan blive mere bæredygtige, mere digitale og mere serviceorienterede.
Tidligere erfaringer fra arbejdet med servitization i dansk erhvervsliv viser, at udviklingen fra produktfokus til bedre serviceydelser sker bedst i samarbejde med andre virksomheder – især inden for områder som teknologi, automation og IT. Synergien ved at koble flere virksomheders ydelser sammen til én samlet ydelse giver nemlig særligt stor værdi.
Første skridt er at få virksomhederne til at tænke digitalisering ind i de nye services, så de samtidig bliver mere bæredygtige. Næste skridt er at bane vejen for samarbejder med andre, der er i gang med den samme udvikling. Men det er en kompleks øvelse både at udvikle digitale services i sin egen virksomhed og samarbejde på tværs med andre, og det er her, vores erfaring med digitaliseringsforløb og forretningsdesign kommer i spil.Emilie Møllenbach / FORCE Technology
Målsætningen med Fremtidens Bæredygtige Servicekoncepter er at styrke de danske fremstillingsvirksomheders konkurrenceevne. I praksis gøres det ved at forbedre deres kompetencer og evner til at skabe nye service- og forretningsmodeller. Virksomhederne får gennem projektet blandt andet hjælp til at kortlægge deres nuværende situation og vejledning i at udvikle nye forretningsmodeller baseret på servitization, digitalisering og bæredygtighedsprincipper. Derudover får virksomhederne også hjælp til at identificere, implementere og forankre nye samarbejder og partnerskaber.
Ambitionen er, at 30-40 procent af de virksomheder, der deltager i projektet, vil være klar til at påbegynde omstillingen til digitale services umiddelbart i forlængelse af projektet. 20-30 procent af virksomhederne vil være i gang med den udviklingsproces, som er nødvendigt for at kunne påbegynde omstillingen. Og de sidste 30-40 procent vil påbegynde omstillingen 1-2 år efter endt forløb.
Bygger videre på eksisterende erfaringer
Det nye projekt, Fremtidens Bæredygtige Servicekoncepter, bygger videre på viden og erfaringer fra projektet Servitize.DK, som Industriens Fond har støttet med knap 30 mio. Kr. Dette projekt gennemførte servitization-udviklingsforløb hos 130 fremstillingsvirksomheder. Som et resultat heraf har 123 ud af de 130 deltagende virksomheder igangsat udviklingen af nye servicekoncepter eller fået færdige koncepter implementeret og leveret til kunder.