Ny podcast stiller skarpt på, hvordan støj og lydforhold påvirker vores livskvalitet i bl.a. trafikken, beboelser og arbejdsmiljøer og privat via hearables, høreapparater og højtalere.

1. april 2022

Støj er, sammen med luftforurening, udpeget som de miljøbelastninger, der er årsag til flest helbredsproblemer i form af nedsat livskvalitet, sygdom og for tidlig død af WHO.

Alene i EU anslås det, at støj forårsager 10.000 årlige tilfælde af for tidlig død. Det vil sige, at der dør flere mennesker af trafikstøj, end der dør i trafikken. Dertil er mange millioner menneskers livskvalitet betinget af gode lydforhold, fx via velfungerende høreapparater, effektive høreværn og hearables.

Det er altså trygt at sige, at støj og lyd er afgørende faktorer for vores livskvalitet, trivsel og helbred. Det sætter FORCE Technology nu fokus på i en ny podcast, der er udviklet i regi af projektet ”Industriens Nationale lyd og luft LAB” og støttet af midler fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Fokus på trafikstøj, støj og lyd i bolig- og arbejdsmiljøer og hearables

Podcasten inviterer en række eksperter inden for støj og lydkvalitet ind i studiet for at diskutere en række sundhedsmæssige, teknologiske og innovationsmæssige emner ved støj og lyd.

De første afsnit fokuserer på en af de største syndere inden for støj – nemlig trafikstøj. Her har podcasten fået bl.a. besøg af Mette Sørensen, professor ved Roskilde Universitet og seniorforsker hos Kræftens Bekæmpelse, der forklarer de sundhedsmæssige konsekvenser af trafikstøj, samt lydeksperterne Per Finne, Torben Holm og tidligere ansat ved Vejdirektoratet Hans Bendtsen.

I de kommende afsnit flyttes støjen indendørs, hvor vi fokuserer på hvordan trafikstøj, industristøj og nabostøj påvirker vores trivsel og velvære i arbejds- og boligmiljøer. F.eks. hvordan vi kan forbedre lydkvaliteten ved hjælp af både støjdæmpende produkter, såsom støjisolerende vinduer, og lydforbedrende hearables og høreapparater.

Til dette inviterer FORCE Technology en række nye eksperter i podcast-studiet til ekspertdebat og dialog om, hvordan vi ved hjælp af teknologi kan sikre bedre lydmiljøer og færre støjgener.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Per Finne, Senior Specialist i FORCE Technology.