Inspektionsmetoden til svært tilgængelige områder indendørs og udendørs – både offshore og onshore.

Et stigende antal firmaer anvender i dag drone-teknologi til visuel inspektion, da det er en omkostningsbevidst og effektiv måde at udføre inspektion i højden og på svært tilgængelige områder. 

Fordelene ved droneteknologien

Anvendelsen af droner giver en række fordele som fx:
  • Hurtigt overblik og evaluering af skaden
  • Skarpe og detaljerede fotografier af defekter
  • Forebyggende vedligehold
  • Adgang til svært tilgængelige områder
  • Reduceret nedetid
  • Høj sikkerhed.
Hos FORCE Technology bruger vi kun droner, når vi vurderer, at det er den optimale løsning. Med vores store erfaring indenfor alle typer inspektion kan vi altid skræddersy den bedste løsning til opgaven – med eller uden drone.

The FORCE Technology drone solution - Erfarne piloter og inspektører

Typisk vil vi anbefale droneinspektion inden for de følgende tre områder:

1. Offshore konstruktioner

Offshore miljøet ses oftest som barsk og krævende, hvor en minimering af fejl samt produktionstab på både anlæg og inspektionsudstyr er altafgørende.

Et eksempel på en opgave med disse elementer er en flare-inspektion på en olie-gasplatform, hvor flaren stadig er aktiv. Her indsamler dronen billed- eller termografidata om flarens tilstand, mens produktionen foregår upåvirket. 

Dataindsamlingen foregår i et turbulent og flammefyldt miljø, mens både dronepiloten, inspektøren og de ansatte på anlægget kan opholde sig i sikker afstand fra inspektionsområdet og derfor ikke bliver udsat for nogen sikkerhedsmæssig risiko.

2. Onshore konstruktioner

Normalt er droner begrænset til en højde på 100 meter. FORCE Technology har dog med sine flyvetilladelser fra Trafikstyrelsen mulighed for at udføre inspektioner af objekter væsentligt højere end 100 meter.

Det kan f.eks. være inspektioner af 225 meter høje skorstene og master på kraftværker, raffinaderier og vandkraftværker. Et andet oplagt inspektionsområde for dronerne er broer, hvad enten broen står på landjorden eller forbinder øer og landsdele.

Desuden leverer dronerne gode resultater på de stadigt højere vindmøller. Især er vingeforkanter, lynafledere og naceller interessante at inspicere. Her indhenter dronen højtopløselige billeder af mulige skader, der gør det muligt at planlægge en reparation i detaljer, fordi man med data fra dronen undgår uønskede overraskelser under reparationsarbejdet.

3. Lukkede rum

Lukkede rum som kedler i kraftværker, lagertanke til brændstof m.m. er et relativt nyt område inden for droneinspektion, der i stigende grad vinder indpas. Her giver visuelle inspektioner god mening, hvis det enten er for tidskrævende og dyrt at opsætte et stillads eller indebærer en sikkerhedsrisiko for inspektøren.

Der er dog også en lang række udfordringer i at lave droneinspektion i lukkede rum, bl.a. manglende lys, dårlig farvegengivelse, refleksion af radiosignaler og turbulens fra propellerne.

Udfordringerne løser vi ved at bruge meget kraftige LED-lamper til at sikre ordentlig billedkvalitet i naturtro farver samt specialtilpasset udstyr og erfarne piloter, der kan forudse og tage højde for turbulensrisici.

Dronen kan indsamle billed- og termografidata om flarens tilstand, men produktioen foregår upåvirket.
FORCE Technology droneinspektion af skorsten
Droneinspektion af skorsten afslører områder med korrosion og revner i betonen.

De tekniske muligheder

Der findes i dag både simple droner, som kun kan tage video og still-billeder, og avancerede droner, hvor man kan påsætte udstyr til alle typer dataindsamling.

Det vil især være relevant at vælge den avancerede drone ved specialopgaver såsom måling af emissioner fra røggasser eller inspektion af vindmøllevinger, hvor et termografikamera kan opdage delaminering, dvs. at kompositlagene adskilles indvendigt i vingen.

Vi har i de senere år også brugt termografikameraet til inspektion af hustage, elinstallationer og produktionsanlæg, fordi det her er muligt at afdække varmerelaterede fejl og defekter.

Kun eksperter bør analysere data

Selve droneinspektionen er som regel hurtigt overstået. Størstedelen af arbejdet ligger i den efterfølgende analyse af de indsamlede data og billeder fra dronerne. Her er det kritisk at have fagrelevante eksperter med til dataanalysen for at få fuld værdi af droneinspektionen. 

For en uerfaren vil der være risiko for at overse kritiske defekter og fejl, hvilket kan få fatale konsekvenser. Drejer inspektionen sig om fx en stålkonstruktion, bør en ekspert med stor metallurgisk erfaring derfor analysere og behandle de indsamlede data.

På baggrund af analysen af de indsamlede data vil der blive udarbejdet en inspektionsrapport, der typisk brydes op i røde, gule og grønne opgaver alt efter, hvor kritisk skaden er. Denne rapport kan efter behov suppleres med en vedligeholdelsesplan med anbefalinger til kosteffektive udbedringer.

Droner til det meste, men ikke det hele

Som vi har gennemgået i denne artikel, er det især indenfor offshore, onshore og i stigende grad lukkede rum, at droneinspektion er førstevalget. Dog vil vi altid sammen med kunden klarlægge, om droneinspektionen er det rigtige valg alt efter problem og ønsker til data.

Da en vigtig og betydelig del af en droneinspektion er den efterfølgende analyse af de indsamlede data og billeder, skal man altid kunne stole på, at den efterfølgende databehandling bliver foretaget af en fagspecialist på området.

Som kunde bør det derfor være naturligt at kunne få referencer på både droneinspektør og dataanalytiker.

FORCE Technologys octocopter drone

inspektion med droner

Inspektion med droner gør det muligt at få adgang til områder, der udgør en sikkerhedsmæssig risiko, på en hurtig og sikker måde.