Kemiske analyser af fødevarer med henblik på bestemmelse af specifikke indholdsstoffer og dokumentation af indhold. 

Vores laboratorium har i mere end 100 år været laboratorium for SKAT. Opgaverne er typisk rådgivning om korrekt import-tarifering samt udførelse af de nødvendige analyser hertil. Specielt fødevarer kan kræve en del analyser for at kunne bestemme indholdet.

Vi udfører rutineanalyser, men tilbyder også at tilpasse metoderne efter dine specifikke behov. Det kan f.eks. være hvis du skal kunne dokumentere indholdet af en bestemt ingrediens overfor dine kunder eller myndighederne. 

Fødevareanalyser efter anbefalede og gældende metoder

Vi tilbyder forskellige former for analyser af fødevareprodukter, herunder bestemmelse af indhold af sukker, fedt, stivelse, mælkefedt, kakao, alkohol, renhed af (bio)ethanol osv. Analyserne følger typisk anbefalede metoder fra EU og andre standard-metoder. 

Vi tilbyder også analyser til identifikation af fremmedlegemer i fødevarer. Det kan f.eks. være at der konstateres små stykker af ukendt materiale i dine fødevarer, såsom plaststykker, maling, metal eller knogler, som vi kan hjælpe med at identificere, så du kan finde frem til forureningskilden i din produktion.

Specialiserede fødevareanalyser 

Vi anvender forskellige former for analysemetoder, og er akkrediterede til mange af analyserne.

Nogle eksempler:
  • Sukkerindhold (saccharose, glucose, fructose, lactose, maltose og andre sukkerarter) med HPLC
  • Renhed af saccharaose ved polarimetri
  • Indhold af Stivelse/glucose
  • Fedtekstraktion med efterfølgende bestemmelse af smørsyreindhold ved GC eller fedtsyresammensætning generelt
  • Påvisning af kakao og coffein
  • Indhold af alkohol i øl, spiritus, likør, vin, alcopops ved destillation og pyknometri 
  • Gæringsbiprodukter i f.eks. cider
  • Renhed af ethanol ved GC (standard EN 15376:2011)
  • Undersøgelse af om nødder er ristede eller ej
  • Karakterisering af ris

Fødevareanalyser i eget laboratorium

Vi har vores eget laboratorium, hvor vi rutinemæssigt udfører analyser af fødevareprodukter. Vores erfarne specialister har mange års erfaring med såvel klassiske metoder som moderne, f.eks. chromatografiske metoder.