Et lavt støj- og vibrationsniveau på skibe er vigtige faktorer for at give passagererne en behagelig rejse. Sika Marine fremstiller skibsgulve, og virksomheden samarbejder med FORCE Technologys akustikere om løsninger til reduktion af strukturbåret støj.

Støj- og vibrationsniveau er afgørende for passagertilfredshed

I dag er en af de vigtigste faktorer for passagerskibe et lavt støj- og vibrationsniveau. Det gælder især for luksus yachter og krydstogtskibe. Et højt støjniveau om bord på et krydstogtskib vil ofte resultere i klager fra passagererne og kan udmønte sig i vigende omsætning.

Ved bygningen af et nyt skib kan redskaber til estimering af støj- og vibrationsniveauet allerede i design- og konstruktionsfasen minimere risikoen for støj- og vibrationsproblemer på det færdige fartøj.

Derudover kan præcise estimater af støjniveauet sikre, at fartøjet overholder relevante støjgrænser, og give skibsværftet eller rederen et overblik over omfanget af nødvendige ekstra støjdæmpende indretninger allerede i designfasen.

Støjdæmpende indretning

Sika Marine AG, der er Sikas marinedivision og global markedsleder inden for akustisk teknologi og løsninger til skibe, samarbejder med FORCE Technologys akustik-team (tidligere DELTA) om at kvantificere reduktionen af strukturbåren støj ved at måle de støjdæmpende egenskaber i deres gulvløsninger til erhvervsfartøjer.

Tony Jenkins, Key Account Manager hos SikaFloor® Marine, forklarer:

“Vi har en etableret praksis for at fremstille målbare værdier for dæmpning af luftbåret støj og trinlyd på skibe, og de forskellige systemers lydegenskaber kan kvantificeres efter standardiserede metoder. Men der er pt. ingen fastlagt ISO-standard for måling af strukturbåret støj for skibsgulves og skotters lyddæmpende egenskaber. På baggrund af vores samarbejde med FORCE Technologys akustikere i Danmark kan vi nu dokumentere støjreduktionens omfang og levere de nødvendige oplysninger til de akustikeksperter, der medvirker ved design af fartøjerne.”

Forudsigelse af maskinstøj og vibration

Med afsæt i DELTA’s fusion med FORCE Technology kan vi nu tilbyde et samlet set bredere serviceudbud til vores maritime kunder – også inden for støj og vibrationer på skibe. Vi kan forudsige vibrationspåvirkningen fra fremdrivningssystemet baseret på propeller performance og CFD beregninger. Den strukturbårne støjstyrke fra andre betydende støjkilder, fx hjælpemotorer, kompressorer og ventilationsanlæg, anvendes som input i støjberegningsmodellen.

På baggrund af denne viden kombineret med skibets udformning og kabineopbygning kan en støjberegning udføres, og resultaterne sammenlignes med støjkravene. På baggrund af resultaterne kan akustiske, støjdæmpende konstruktioner, fx flydende gulve eller vibrationsdæmpede gulvkonstruktioner, vælges, så man sikrer, at skibet opfylder støjkravene.

Derfor er det naturligvis nødvendigt at kende de forskellige konstruktioners støjdæmpende egenskaber for at kunne forudsige det forventede støjniveau i den færdige konstruktion, når den støjdæmpende indretning vælges.

Lydisolering til dæmpning af strukturbåret maskinstøj

I vores laboratorier på DTU er vi i stand til at måle skibsgulves støjdæmpende egenskaber ved at opsætte en testsektion af et skibsdæk (10 m2) og udføre forskellige akustiske test. Lydtestene omfatter måling af de lydisolerende egenskaber og trinlyds egenskaber ifølge ISO 10140.

De fleste steder på skibet er det dog de lydisolerende egenskaber til dæmpning af strukturbåren støj, der er den vigtigste støjreducerende faktor. Disse egenskaber måles ved hjælp af en dynamisk vibrator til at skabe den dynamisk kraftpåvirkning af det monterede testdæk. Ved at måle parametrene med og uden det støjreducerende gulv kan effekten af gulvsystemet fastslås.

Foruden laboratorietests foretager FORCE Technology uafhængige støj- og vibrationsundersøgelser, fx for overholdelse af støj- og vibrationskrav og problemløsning i forbindelse med støj- eller vibrationsproblemer. Undersøgelserne har ofte til formål at undersøge årsagen til problemerne og anbefale mulige løsninger i form af vibrations- og støjdæmpende tiltag.

Læs også casen om maskinstøjmålinger for Haarup Maskinfabrik.